I går var det 8 måneder siden jeg fyldte 35. Om en uge er det 20 måneder siden Adam døde. To ting der hver især har sat tanker i gang og tingene i perspektiv.Der har været meget at tænke over, megen perspektivering, navlepilleri og filosofering. Jeg er endelig nået frem til at jeg er et sted i mit liv hvor jeg ikke ønsker at blive. Hvor jeg vil hen og hvordan jeg vil nå det ligger endnu ikke fast, men jeg ved, at noget må ske, at der er ting der skal ændres. Og der er kun en der kan gøre dette, nemlig mig selv..
For hvor nemt det end ville være, så mener jeg faktisk hverken at det er fordi mine forældre er gamle hippier, fordi min kat hedder Osama, fordi Fogh er statsminister eller fordi vi har haft en der hedder ANKER, fordi folk sulter i Afrika, fordi min lærer skældte mig ud i 3. klasse, fordi min farfar var psykopat og min morfar manio-depressiv eller fordi Marc Jacobs laver så lækre sko at jeg ikke har villa, Volvo og vovse, er gift, har 1,8 børn, drømmejobbet og er lykkelig. Det er så nemt at trække ”det er ikke min skyld” – kortet, og derefter sætte sig passivt i et hjørne og vente på at nogen kommer og redder en.
Og det er så det jeg har besluttet mig for at gøre. Og denne blog er starten. Om ikke andet så for at dokumentere for mig selv at jeg er på rette vej. At noget sker. At jeg bevæger mig..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar